Alle fortjener at være en del af et fællesskab

Grunden til at jeg er ambassadør i AskovFonden er, at jeg har en stemme, som jeg ønsker at bruge fornuftigt. Mit hjerte banker for mennesker, der er ensomme, unge som ikke føler, at de passer ind, og børn der ikke bliver set og rummet i vores samfund. Jeg er tidligere folkeskolelærer og har arbejdet med udsatte unge på en ungdomspension. Jeg har i det hele taget beskæftiget mig meget med børn i mistrivsel, så det falder ret naturligt også at ønske at være med til at gøre en forskel sammen med AskovFonden.

Unges mistrivsel fylder i den offentlige debat, men jeg synes vi ser for få konkrete forslag til løsninger, og bud på, hvad vi selv kan gøre for at give vores unge flere meningsfulde fællesskaber. Jeg vil gerne stille mig til rådighed og være med til at nedbryde de tabuer, der er omkring udsathed.

Ensomhed er noget vi skal turde tale højt om. Jeg oplever desværre, at det er et kæmpe tabu, især hvis du står midt i livet, eller som ung oplever ensomhedsfølelsen ved ikke at have nogen. Det er svært at sige højt, men det er vigtigt.

Der mangler også et opråb omkring normalitetsbegrebet. Hvad betyder det egentlig at være normal? Og er det overhovedet noget, vi skal stræbe efter? I mine øjne lyder det temmelig kedeligt. Det gør kun, at mange af os kan komme til at føle os uden for på den ene eller anden måde.

Personligt ved jeg selv, hvordan det føles, når ens barn ikke trives. En af mine sønner har haft det svært i mange år. Min mand og jeg gjorde alt for at hjælpe ham, men helt ærligt, så var vi ofte på bar bund! Vi anede ikke hvor vi skulle finde den rigtige hjælp. Der er hjælp at hente i det offentlige, men det er svært, uigennemskueligt og en meget langsommelig proces – især, når man står med et menneske man elsker, som får det værre hver dag der går. Vi tog kampen, lagde arm med systemet og i skrivende stund er vores dreng i de rammer der passer til ham – og det er vi taknemmelige for,  men vi ved ikke hvor længe han kan få lov til at blive.

Når en ung mistrives, så går det ud over alle. Ikke kun den unge men også søskende, forældre og alle omkring. Jeg vil gerne være med til at gøre systemet mere gennemskueligt både for dem, der har det svært, men også de pårørende. For hvorfor skal det være så svært at få hjælp i det offentlige system? Når man er udsat, er kampen svær nok i forvejen.

I dag konstaterer vi, at unge mennesker har det alvorlig skidt, men vi hjælper dem ikke med at lave en plan. Det svarer til, at man kommer ind på et hospital med stærke hoftesmerter, og lægen konstaterer, at du har brækket din hofte, blot for at sende dig hjem igen med beskeden om, at nu må du selv finde ud af, hvordan du får det bedre.

Kriser rammer os alle. Vi bliver skilt, mister et familiemedlem, får en diagnose, kæmper med angst eller depression eksempelvis, men det betyder ikke, at vi ER vores kriser. Det betyder, at vi HAR en krise, som vi har brug for hjælp til at klare, så vi kan ændre vores livsbane igen. Den hjælp den kan man få hos AskovFonden.

Lene Beier