Hvis de nye lokalpolitikere vil udvikle velfærden ude i kommunerne, kræver det mod at bryde med siloopdeling og kompleksitet. Der er brug for at rykke tættere sammen med civilsamfundet – også selvom det truer selvopholdelsesdriften, skriver Helle Øbo i sit seneste indlæg i Altinget Social. 

Kære nye kommunalpolitikere. Tillykke med valget.

Det er godt for demokratiet, at du har besluttet at ville bidrage til samfundets udvikling.

Det betyder også, at du de næste fire år har en mulighed og et ansvar for at udvikle en ordentlig velfærd for borgerne i din kommune.

Kunne man for eksempel forestille sig, at din kommune ville stræbe efter at have landets bedste service for borgerne?

At mennesker på kanten fik den rette hjælp på det rette tidspunkt, og at de mere end 45.000 unge på landsplan nu har en potentiel mulighed for at blive mødt af en velfærd, der reelt hjælper dem videre på livets vej.

At overgangen fra indlæggelse i psykiatrien styrkes med partnerskaber med civilsamfundet, der har åbent, når kommunen har lukket.

I dag måler vi ikke på borgerens oplevelse af mødet med kommunen, men har til gengæld travlt med at monitorere og måle på, hvilke aktiviteter vi laver for hvem.

De fleste vil gerne klare sig selv

Nu kunne du måske fristes til at sige, at det også er lovgivningen, der blokerer for god velfærd, men her må jeg blot påpege, at min erfaring gennem 28 år som samarbejdspartner til kommunerne er, at det i lige så høj grad, og måske endnu mere, handler om kultur.

Mange procedurer og organisatoriske procedurer er selvskabte i håbet om at få nogenlunde kontrol over kommunens finanser, men virkeligheden er, at I kan gøre det meget bedre ved at være modige og skabe organisering omkring borgeren, frem for som nu, hvor borgeren skal finde vejen i et ofte alt for siloopdelt og kompliceret system af hjælpeveje.

Man kunne måske gå så langt og tale om, at du vil medvirke til at indføre en minimum standard for service, så fokus ikke er, om vi gør det, vi skal, men om borgeren føler sig hørt, forstået og får den hjælp, der er behov for.

Min erfaring er, at de allerfleste mennesker gerne vil klare sig selv, men når de har brug for hjælp, så handler det ofte om at møde den rigtige person, der hurtigt og målrettet kan hjælpe en videre.

Det kræver et opgør med den styringsform, som er gældende for de fleste kommuner og præget af siloopdeling, kompleksitet og alt for mange lag af beslutninger, visitation og manglende handlekraft.

Det handler altid om borgeren

Kommunerne hverken kan (eller skal) løse alle menneskers problemer. For eksempel ensomhed, som ofte er en konsekvens af udsathed for de mest sårbare borgere. Her kan socialpsykiatrien eller alternative ungetilbud sandsynligvis gøre det bedre.

Derfor har du en mulighed for at lave en civilsamfundsstrategi, så din kommune støtter op omkring de mange gode initiativer, der med stor sandsynlighed kæmper hver dag for at få lov til at hjælpe borgerne i din kommune.

Måske skal du have modet til at se på kommunens interne selvopholdelsesdrift, som kan blokere for, at man for alvor får etableret det gode samarbejde med civilsamfundet, for tænkt nu hvis der er andre, der løser opgaverne bedre end os selv.

Til sidst et lille opråb – husk det handler altid om borgeren.

Og hvis jeg ønsker noget for de kommende fire år, så er det, at vi altid husker, at det vigtigste handler om at styrke borgerens egen vej i livet, med tillid og tro på, at de fleste mennesker godt ved, hvad god hjælp er.

Held og lykke med dit kommende virke.