Hvordan kan vi hjælpe unge ud af mistrivsel, på en måde så de bliver i stand til at klare fremadrettede udfordringer?

Forestil dig at være ung, usikker og uden tilknytning til uddannelse og arbejdsmarkedet, og så møde et system hvor du fra starten bliver kategoriseret, som borger der er aktivitetsparat, borger der er klar til at starte i uddannelse eller job, eller borger i kanten af arbejdsmarkedet, eller…

Alle mennesker kan komme i en krise i løbet af deres liv. Forskellen er dog, at når unge rammes af en krise, oplever de ofte krisen som uoverskuelig, fordi risikoen for at den bliver et billede på deres liv fremover fylder. Hvorimod voksne mennesker har erfaring, de kan trække på for at komme igennem krisen, og videre i livet.

Det er afgørende, at vi som samfund kan tilbyde effektiv og målrettet hjælp på rette tidspunkt, så vi kan afbøde krisens konsekvenser, og i bedste fald bidrage til at krisen bliver afløst af en oplevelse af, at selv svære udfordringer er noget, vi kan komme igennem, og blive stærkere af.

Svært at få den rette hjælp

I AskovFonden møder vi unge med mange forskellige problemer, og jeg vil påstå, at en stor del af de unge med relativ lethed ville kunne være kommet videre med deres liv, hvis de fra starten var blevet mødt af et system, der havde hjulpet med rette hjælp på rette tidspunkt, i stedet for at kategorisere dem, og som auto-respons igangsætte indsatser og forløb, der for mange slet ikke giver mening.

Desværre er det den virkelighed, jeg oplever i dag, at det er blevet sværere at få den rigtige hjælp, når du har behov, og at mange unge farer vild i et system, som burde være gearet til at hjælpe dem, men i stedet for har så mange barrierer, at det kan forstærke følelsen af at være utilstrækkelig.

Et eksempel er vores beskæftigelsessystem, som er baseret på så mange regler og lovgivningsmæssige forpligtelser, at selv små problemer kan blive uoverskuelige for en ung, der har brug for hjælp til at takle for eksempel angst eller depression, i forbindelse med at fastholde sin tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet.

Forebyggelse af længerevarende mistrivsel handler om at have et hjælpesystem, der griber de unge ved første tegn på mistrivsel, så det ikke udvikler sig til et livsvilkår, frem for en midlertidig krise. I mange tilfælde behøver det ikke at dreje sig om dyre og omfangsrige indsatser, men blot om at blive mødt og vejledt med afsæt i det, der er vigtigst for den unge i situationen.

Hvis vores hjælpesystem skal forandres, forudsætter det følgende forandringer:

 

Tilgængelighed

Det er afgørende, at man kan få den rette hjælp, på det rette tidspunkt, og at det ikke kræver en bachelor i offentlig forvaltning, før man kan finde frem til hvem, der kan hjælpe.

Tilgængelighed handler også om, at man kan få fat i vedkommende, man har talt med efterfølgende, så man ikke skal starte forfra, med at vise sårbarhed og fortælle sin historie, hver gang man er i kontakt med systemet.

Relationen som omdrejningspunkt

Tænk på hvem du selv kontakter, når du har det allermest svært, og har brug for hjælp. For de fleste menneskers vedkommende er det et menneske, de har tillid til, som ikke vurderer og dømmer, men som stiller de rigtige spørgsmål, og er oprigtig interesseret i at høre, hvad du fortæller.

Dette forudsætter tid og vilje til at lytte, eller som Kierkegaard skriver om kunsten at hjælpe, at fagpersoner må gøre sig umage med at forstå det, som den unge forstår, for først der kan den ægte hjælp etableres.

Vi skal ikke have en plan på forhånd

Forestil dig at du skal tale med en, der skal hjælpe dig, og at du i samtalen finder ud af at planen, for hvordan du skal hjælpes, allerede er lagt, inden du har fortalt din historie.

Det er afgørende, at vi kan abstrahere fra lovgivning og regeltyranni, og i stedet for møde den unge uden at have mulige foranstaltninger klar på forhånd. Måske findes den bedste løsning uden for det offentlige regi, ved hjælp af et meningsfuldt fællesskab i civilsamfundet.

Brobygning til civilsamfundet

Ensomhed er en væsentlig faktor til mistrivsel, og her kan civilsamfundets tilbud have en potentiel større effekt, ved at tilbyde netværk og løsninger, der ikke stopper efter en periode.

Civilsamfundet kan bidrage til netværk og venskaber, der forebygger oplevelsen af at være forkert og isoleret, som er en fastholdelsesfaktor, når vi taler om mistrivsel.

Bedre løsninger er ikke nødvendigvis dyrere

Det behøver ikke altid handle om mere og flere offentlige indsatser, som koster mange penge, men om bedre og mere virkningsfulde tilbud, som blot kræver, at vi som samfund bruger vores sunde fornuft, når vi tænker på, hvordan vi selv ønsker at blive hjulpet.

I stedet for at blive kategoriseret bør relationen til den unge være omdrejningspunkt, sammen med tilgængelighed, fleksibilitet og brobygning til civilsamfundet.

 

Helle Øbo // Adm. direktør i AskovFonden

Se artiklen i Altinget her