Mangfoldighed en vigtig del af løsningen…

Alle mennesker besidder ressourcer og kompetencer, som er værdifulde for samfundet! Derfor skal udsatte menneskers muligheder for at bidrage til samfundet forbedres. Vi skal tænke i nye løsninger, som evner at inddrage og integrere forskellige (udsatte) grupper og udnytte de enorme ressourcer, der ligger i disse mennesker, i stedet for at placere dem i en bestemt bås med en label, der begrænser deres potentiale og reducerer dem til en bestemt sårbarhed, udsathed, diagnosekode e.l.

Når mennesker står udenfor samfundet – uanset om det drejer sig om unge, der er hjemløse, udenfor uddannelses- eller arbejdsmarkedet eller mennesker, der er psykisk sårbare – har vi tradition for, at tilbyde dem indsatser med aktiviteter og tilbud kun for udsatte og i homogene (udsatte) grupper. Udfordringen er bare, at mennesker – der står udenfor – netop har brug for at møde andre mennesker, som kan inspirere dem og vise dem vejen til et andet liv.

Hvis vi for eksempel ser på ungdommen, så ved vi, at når de unge rammer 14-15 års alderen, så lytter de mest til deres venner og andre, som de kan identificere sig med. Det er karakteristisk, at vi voksne – forældre og professionelle – mener, at have svaret på, hvad der skal til for at få det ”rigtige” liv, og med de bedste intentioner kommer vi til at tage over på både ansvar og løsninger til trods for, at vi godt ved, at varige og holdbare forandringer kommer via den indre motivation.

Hvis vi forestiller os, at vi – hver gang vi laver en indsats til en målgruppe, der er udenfor – tænker, at der skal være mindst lige så mange, der er ”indenfor” – hvad ville der så ske? Tilsvarende – hvordan ville det være, hvis unge – der er hjemløse – i stedet for at komme på herberger (hvor de ofte for alvor kommer i kontakt med det kriminelle miljø, med stoffer og andet spændende) kom ud og boede sammen med andre unge, der studerede eller gik på arbejde. Eller – unge, der står udenfor uddannelses- og arbejdsmarkedet, i stedet for at komme på et jobcenter, kom ud i et miljø, hvor der var andre unge, der studerede eller var engageret i andre aktiviteter? Hvem ville de unge så identificere sig med? Kunne man forstille sig, at de unge ville blive inspireret og ansporet til at tage stilling til deres eget liv, og måske endda ville blive motiveret til at gøre noget nyt?

I en sådan situation – ville vi så helt kunne undvære ansvarlige voksne og professionelle?

Nej, selvfølgelig ikke. Der skal altid være professionelle voksne til rådighed! Men – i stedet for at være dem, der tager patent på løsningerne for de unge, skal de være til rådighed med nærvær og kompetencer, som kan guide de unge videre, netop når de gennem spejling med andre (ressourcestærke) unge har fået mod på livet og læring.

Hvis vi fortsætter med at fokusere på målgruppen isoleret set – og på de problemer de har – risikerer vi, at fastholde mennesker i udsathed og på den måde bidrage til en negativ spiral, som hverken kommer det enkelte menneske eller samfundet til gode. Der sker ingen udvikling, hvis de kun har deres egen gruppe at identificere sig med.

Vi ved, at 80 % af alle jobs bliver rekrutteret via netværk, og derfor er det jo paradoksalt, at vi fortsætter med at lave aktiviteter og tilbud kun for udsatte, der derimod isolerer målgruppen.

I AskovFonden er vi i fuld gang med at udfordre vores normalforestilling om den ”rigtige” vej til inklusion ved blandt andet at fokusere på at skabe mangfoldige miljøer i vores indsatser. Uanset om det drejer sig om unge, der er udsatte, mennesker der er psykisk sårbare eller piger med spiseforstyrrelser. Vi tror på, at løsningerne skal findes i et samarbejde med omverdenen, herunder civilsamfundet, erhvervslivet og det offentlige. Der vil helt sikker være mange udfordringer undervejs, og det er blandt andet det, der vil gøre os klogere (og forhåbentlig dygtigere) på vejen.

Fordi alle vinder, når ingen taber!

Kærligst Helle