Forestil dig en arbejdsplads, hvor 30.000 mennesker frivilligt møder op, arbejder i døgndrift, tager ansvar og bagefter kalder det en fest. I over otte dage samler Roskilde Festivalen godt 130.000 mennesker, hvoraf mere end 30.000 er frivillige. Sammen bygger de en kompleks festivalby, fyldt med musik, logistik, sikkerhed, mad, affaldshåndtering og alt derimellem.

Men måske endnu vigtigere, så skaber Roskilde Festivalens frivillige en kultur fyldt med inklusion. Hvor fællesskab og frivillighed går hånd i hånd. Hvor unge får ansvar, og hvor forskellighed er normen. Netop det gør Roskilde Festival til et unikt spejl for resten af samfundet, og et sted, hvor virksomheder med fordel kan kigge hen, hvis de vil arbejde med inklusion i praksis.

 

Tolerance og rummelighed

Roskildes frivilligkultur er inkluderende, fordi rammerne gør det muligt at være med uanset alder, baggrund, erfaring eller personlighed. Festivalen tilbyder forskellige opgavetyper, forskellige måder at deltage på, og en kultur hvor der er plads til alle, så længe man bidrager.

En gruppe unge, der mærker værdien af dette, er de unge fra AskovFondens Weekend Fællesskab. Dette er et inkluderende fællesskab for unge, der har brug for et trygt og meningsfuldt sted at høre til i weekenderne. Her mødes unge fra forskellige baggrunde og deltager i fælles aktiviteter. I år er Weekend Fællesskabets unge frivillige på Roskilde, hvor de afholder kreative aktiviteter for festivalgæsterne under navnet Tolerance Baren.

At være frivillig på Roskilde har stor betydning for de unge. De oplever at blive mødt med tolerance og åbenhed, fordi der på festivalen er højt til loftet. Her bliver forskellighed ikke set som et problem, men som en styrke. Som en af de unge formulerede det: Det føles som en superpower at være sig selv her på festivalen. Og her kommer inklusionen i spil, fordi de unge oplever at blive mødt uden hverdagens udfordringer og forskellighed.

Det er netop her, Roskilde skiller sig ud. Inklusion er ikke noget, der “rulles ud” som strategi det er vævet ind i praksis. Og det sker, fordi der skabes en kultur hvor rummelighed er et nøgleord.

 

Hvad kan vi ændre?

Virksomheder, der vil fremme inklusion, skal turde udfordre ideen om hvorvidt man passer ind i virksomhedskulturen, og bør istedet spørge: Hvad skal vi ændre, for at alle kan føle sig velkomne og trygge hos os? Inklusion er ikke noget, man beslutter, det er noget, man gør, en kultur man skaber.

Denne kultur kræver dog at man som virksomhed tør tænke nyt; at tænke i rammer, ikke kun i visioner. At man tør give slip, før man får kontrol. Og at man tror på, at mennesker – uanset baggrund – grundlæggende gerne vil bidrage, hvis de føler sig set, trygge og vigtige.

Og det, måske, er den vigtigste læring: Inklusion er ikke noget, vi “giver” nogen. Det er noget, vi skaber sammen.