Foto: Stine Heilmann

Over halvdelen af Dialog mod Volds klienter, der bruger vold, har børn under 18 år boende hjemme. Derfor gør det ekstra ondt, når manglen på kapacitet gør, at vi er nødt til at placere dem på en venteliste til behandling på netop det tidspunkt, hvor de er allermest motiverede for at lære at ændre deres adfærd.

 

For alt for mange falder fra mens de venter på behandling.

Det kommer med en høj pris for deres voldsudsatte partnere og børn, som risikerer at betale med deres liv. Hvert femte drab i Danmark er et partnerdrab. I 2025 blev mindst otte kvinder slået ihjel af en nuværende eller tidligere partner. Næsten hver gang var der tydelige advarselstegn i form af psykisk vold, stalking, øget kontrol og andre former for vold.

 

Partnerdrab kan forebygges

Det underbygger en ny rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive), der tirsdag kortlagde 61 partnerdrab, som blev efterforsket i perioden 2017 til 2024. Udover at der skal opbygges mere viden om vold i familien, understreger rapporten også vigtigheden af, at der kommer større fokus på behandlingstilbuddene til voldsudsatte og især voldsudøvere for at forebygge partnerdrab.

Vi kan forebygge partnerdrab ved at behandle voldsudøvere, der er indstillet på at lære at ændre deres adfærd. Og vi ved, at det virker. 9 ud af 10 af dem, der udøver vold mod deres nærmeste, fortæller os, at de er stoppet med at bruge vold, når deres forløb i Dialog mod Vold er afsluttet.

Vi glæder os derfor over den opmærksomhed, der er kommet på voldsområdet fra socialminister Monika Rubin (M), som tirsdag udtalte på baggrund af Vives rapport, at det er tragisk læsning. Vi bakker ministeren fuldt op i nødvendigheden af en langsigtet strategi, hvor der sættes tværfagligt ind på både social-, ligestillings- og retsområdet.

Det er vores store håb, at Dialog mod Vold kan være med til at forebygge flere partnerdrab med vores specialiserede psykologforløb for udøvere og deres familier med det samme, der er brug for os.

I dag er der for eksempel garanti for behandling, hvis der er problemer med alkohol i familien. Vold i familien er lige så skadelig for børnene som alkohol. Derfor ser vi frem til den dag, hvor der kommer en behandlingsgaranti for vold i familien.

Debatindlæg i Socialmonitor af Eva Kjer Hansen // direktør i AskovFondens indsats Dialog mod Vold

 

Sådan stopper vi volden

Se resultaterne af behandling i Dialog mod Vold