3 skarpe til Nina Smith // Professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og formand for Reformkommissionen

Hvordan kan vi i Danmark lykkes med at inkludere udsatte unge og voksne i fællesskaber, der giver mening for dem?

Hvis vi vil skabe et Danmark, hvor mennesker trives og tager ansvar for samfundet, så er det helt afgørende at få udsatte unge og voksne hen imod uddannelse, arbejde eller hen imod et fællesskab der giver mening for dem. Det offentlige kan meget, men jeg tror ikke på, at det kan løse denne opgave alene. Her skal civilsamfundsorganisationer som AskovFonden på banen. De kan noget, som det offentlige ikke kan, nemlig ægte relationer, tillid til og fra borgerne og hånden i ryggen. Det tror jeg, at vi har overset i mange år, men det er blevet tydeligt for mig, at det skal vi have ind i ligningen igen.

Jeg tror ikke at dem, der har magten i vores land, er bevidste nok om, hvor mange muligheder der er i civilsamfundet, og hvilke funktioner de kan løse. Det skal politikerne blive klogere på, for ellers får vi simpelthen ikke løst opgaven.

Mit billede er, at mange af politikerne på Christiansborg ikke er så gode til at se virkeligheden fra borgernes side, i hvert fald ikke de unge og voksne borgere, som bøvler med mange samtidige problemer. Der er en helt anden virkelighed på Slotsholmen, end der er i resten af Danmark. I kommunerne er man tættere på borgerne, men kommunerne har myndighedsansvar, de kan lave foranstaltninger og restriktioner, og derfor er det ofte svært at opnå den relation til borgeren, der skal til for at skabe forandring. Derfor bliver samarbejdet med civilsamfundsorganisationer afgørende for, om kommunerne lykkes med at hjælpe de mest udsatte mennesker.

Hvis vi ser et år frem, hvordan kunne et eventuelt samarbejde mellem kommuner og civilsamfundsorganisationer som AskovFonden se ud for dig?

Jeg er ikke meget for at spå om fremtiden, men i min optik er den gode model den, hvor kommunen samarbejder meget mere med civilsamfundsorganisationerne og kan se, at de kan bruge de kompetencer, som f.eks. AskovFonden har, og så satser på langvarige samarbejder, hvor man reelt løser udfordringerne.

Hver enkelt kommune skal sætte sig ned og kortlægge hvilke udfordringer, man gerne vil løse for de unge og voksne, som er udsatte, og derefter lave en langsigtet strategi for hvordan de kan løse udfordringerne. Jeg tror ikke, at de kan komme i mål uden at inddrage civilsamfundet, men også virksomheder og foreningerne i kommunerne. De skal erkende, at det tager tid, men hvis de sørger for, at der er politisk opbakning og ejerskab, og man vil det 100%, så kan det virkelig batte noget. Det synes jeg, vi ser i de kommuner, som er længst med denne strategi.

Hvad er det særlige, AskovFonden kan byde ind med som civilsamfundsorganisation?

For tre år siden, da jeg blev formand for Reformkommissionen, var min opgave at være med til at løse nogle af de store sociale udfordringer, vi har i Danmark. Det gik jeg til med stor ydmyghed. Jeg er jo bare en økonom, og jeg vidste primært, hvad jeg ikke viste, så jeg sørgede for at rode mig ind i alle de netværk, eksperter og ngo’er, jeg kunne, for at blive klogere. Jeg ville se, hvordan udfordringerne så ud fra brugernes perspektiv, og det gav mig stor indsigt og lærte mig meget nyt.

Det, jeg ved, AskovFonden kan, er, at I gør en kæmpe forskel for unge, der er socialt udsatte. I skaber forpligtende fællesskaber, hvor unge kan komme og være dem, de er, og blive hjulpet til at komme i uddannelse eller arbejde. Hvor man bliver set, og der er voksne mennesker, der vil dem, og som gør, at de får ændret deres livsbane. Det er hånden i ryggen.

Med en let omskrivning af Grundtvig, så skal vi have mennesket først. Det sociale er nødt til at komme først, før klima, før religion, det sociale er en forudsætning for forandring.