Foto: Stine Heilmann

Vi er stolte over at kunne byde teaterdirektør, instruktør og danser Silas Holst velkommen som ny ambassadør i AskovFonden.

Silas engagerer sig i AskovFonden, fordi han selv kender til følelsen af ensomhed, mobning og det at stå udenfor. Netop derfor ønsker han at bruge sin stemme til at sætte fokus på udsathed og være med til at nedbryde de tabuer, der stadig findes omkring det at have det svært.

Som han selv siger:

“Jeg har det virkelig stramt med ensomhed. For mig er tabuer ikke tabuer. Jeg skammer mig ikke over min historie, tværtimod. Jeg er stolt af min fortid. Stolt af, at jeg overlevede. Stolt af, at min mor var en badass, der gav mig en god barndom på trods. Det fylder mere end vreden mod min far.

Jeg har erfaring med vold i familien, jeg har været ensom og været udsat for mobning. Det gør, at jeg møder mennesker i øjenhøjde. Jeg kan relatere til dem, der er udsatte, og jeg kan hjælpe andre, fordi jeg selv har været der. ”

Silas bliver en del af vores ambassadørkorps sammen med Lene Beier, Pilou Asbæk, Rane Willerslev, Anna Grue og Cecilie Lassen.

 

Adm. direktør Helle Øbo, glæder sig over samarbejdet:

“Silas Holst er et menneske med en stærk stemme og en unik evne til at møde andre i øjenhøjde. Han taler åbent om sårbarhed, ensomhed og det at føle sig anderledes og netop den ærlighed er afgørende, hvis vi skal nedbryde de tabuer, der stadig findes omkring udsathed i Danmark. Derfor er vi meget glade for, at Silas har valgt at engagere sig som ambassadør for AskovFonden.” Helle Øbo

 

Læs interviewet med Silas Holst her

Mød AskovFondens andre ambassadører