Hvad kan du som træner gøre for at forebygge spiseforstyrrelser i sport?

Det sætter AskovFondens indsats Askovhus fokus på, når vi sammen med Team Danmark og DIF inviterer ungdoms-, talent- og elitetrænere fra klubber og forbund til en ny konference med fokus på spiseforstyrrelser og trænerens vigtige rolle i forebyggelse og opsporing af symptomer og bekymrende adfærd.

TRÆNERNE ER VIGTIGE NØGLEPERSONER

Trænerne er vigtige nøglepersoner i forhold til spiseforstyrrelser i sporten, og de er med til at skabe både et godt træningsmiljø og gode vaner hos atleterne. Derfor er det så vigtigt, at trænerne bliver klædt godt på til at kunne opdage symptomer på spiseforstyrrelser og mistrivsel.

Konferencen sætter fokus på spiseforstyrrelser og Relativ Energimangel i Sport (REMS). Der vil være oplæg fra bl.a. Mia Beck Lichtenstein og andre fagpersoner og forskere, der deler viden om:

  • Træningsmiljøets betydning for risikoen for at udvikle en spiseforstyrrelse
  • Hvordan man kan handle, når man er bekymret for en atlets fysiske og mentale helbred
  • Hvad der sker i en aktiv krop, når den ikke får nok at spise
  • Hjælp og rådgivningsmuligheder på området

Se deltagerne nederst på siden her.

TILMELD DIG KONFERENCEN

Konferencen afholdes 12. marts 2024 kl. 9:30-14.30 i Idrættens Hus i Brøndby. Det er gratis at deltage, og frokost er inkluderet. Der er plads til max 150 deltagere, og du vil senest i uge 8 få besked på mail, om du har fået en plads til arrangementet.

Har du lyst til at deltage på konferencen, så se det fulde program og skriv dig op her senest d. 29. januar – https://event.dif.dk/spiseforstyrrelserisport.

INITIATIVTAGERE TIL KONFERENCEN OG ERFA-NETVÆRK

Askovhus har de sidste fire år haft et ekstra fokus på spiseforstyrrelse i sportens verden og har derfor taget initiativ til et ERFA-netværk, som i dag tæller aktører som Team Danmark, DIF, Askovhus, Foreningen Spiseforstyrrelse og Selvskade og Dansk Taekwondo Forbund samt forskere og fagpersoner som

Mia Lichtenstein (Lektor i psykologi ved Syddansk Universitet og forsker), Inger Bols (Selvstændig diætist med fokus på REM-S og spiseforstyrrelser), Anna Melin (Diætist, forsker, ansat ved Linné Universitet i Sverige), Karen Krogh Johansen (Kandidat i idræt, forskningsassistent ved Telepsykiatrisk Enhed), Parnian Jarubi (Professionsbachelor i Ernæring og sundhed Direktør for Recovery coaching) og Julie Thunbo Rivold (Bachelor i idræt og kandidat i humanistisk samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab samt producent og vært på podcastudsendelser om spiseforstyrrelser).

DIF, Team Danmark og Askovhus har igennem ERFA-netværket taget initiativ til konferencen om spiseforstyrrelser målrettet trænere.