I denne uge har Adm. direktør Helle Øbo et indlæg i Altinget Social. Du kan læse indlægget direkte på Altinget, eller du kan læse det her på siden.

Regeringen vil have et opgør med bureaukratiet og gennemføre den mest omfattende frisættelse af velfærden i historien.

Det fremgår i regeringsgrundlaget ‘Ansvar for Danmark’ fra 2022, hvor man også kan læse, at “målet er at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med langt mere lokal frihed, ansvar og engagement, og hvor borgeren sættes før systemet.”

Mit spørgsmål er så, hvordan vi i praksis får sat borgeren før systemet? Hvad skal der frisættes til?

Stort set alle politikere har gennem mange år talt om det store opgør med den vildt voksende lovgivning.

Men hvis vi reelt skal have et opgør med bureaukratiet og frisætte velfærden, er vi nødt til at ændre den primære styringsmekanisme, hvor vi i dag måler på, hvad vi gør, frem for hvilken værdi vi skaber for borgerne.

På det specialiserede socialområde…

… har kommunernes udgifter været stigende over en årrække. Ifølge en analyse fra Vive steg udgifterne til det specialiserede voksenområde fra 30,1 milliarder kroner i 2012 til 36,7 milliarder kroner i 2022, hvilket svarer til en stigning på 22 procent.

Samtidig viser tal fra KL, at de samlede kommunale udgifter til det specialiserede socialområde steg fra 54,1 milliarder kroner i 2018 til 58,3 milliarder kroner i 2022.

Fremadrettede prognoser fra KL peger på en yderligere stigning. Og hvis vi samtidig ser på tendensen, hvor endnu flere får behov for støtte og hjælp, er det både interessant og bekymrende, at vi ikke er mere optaget af, hvilken effekt de mange indsatser har for de mennesker, vi skal hjælpe.

Alene forbruget på den største enkeltstående post på voksenområdet, der er botilbudslignende tilbud, er steget fra omkring syv milliarder kroner til godt 8,5 milliarder kroner fra 2018 til 2021, hvilket svarer til en vækst på knap 20 procent​.

Man møder et menneske

I forbindelse med research til min bog ‘Man møder et menneske’ interviewede jeg fire tidligere socialministre på tværs af partier. Det, de alle var enige om, var, at de gerne ville gøre op med bureaukratiet, men hurtigt indså, at det var et umuligt projekt på grund af kompleksiteten og manglen på reel politisk opbakning til at give slip på kontrollen over kommunernes økonomi.

Mit sidste spørgsmål i alle interviewene lød: “hvorfor spørger vi ikke borgerne om deres oplevelser med velfærdssamfundet?”

På optagelserne kan man høre den larmende tavshed og konstatere, at alle tidligere ministre stort set svarede det samme – nemlig, at det ved de faktisk ikke.

Det offentlige er Danmarks største servicevirksomhed, men nok den eneste, hvor man ikke monitorerer kundernes (læs: borgernes) tilfredshed – og hvorfor egentlig ikke?

Vi har det, vi kalder en servicelov, men spørgsmålet er, om det er service at hjælpe mennesker uden at vide, om det, vi gør, skaber bedre liv.

Formålet med serviceloven er “at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.”

Serviceloven rummer med andre ord en tydelig ambition om at skabe bedre liv for mennesker med behov for støtte. Men spørgsmålet er, om vi i praksis lever op til denne ambition. For hvordan sikrer vi, at indsatsen faktisk gør en forskel for dem, den er tiltænkt, hvis vi ikke aktivt lytter til borgernes oplevelser?

Regeringen har italesat værdighedsreformen…

… som det, der skal kickstarte opgøret med bureaukratiet. Og når man kigger på de meldinger, der indtil nu er kommet frem, er der ikke sparet på de store ord.

Mette Frederiksen har flere gange omtalt værdighedsreformen. I sin tale ved Folketingets åbning i oktober 2024 fokuserede hun blandt andet på den kommende værdighedsreform og ønsket om en mere værdig socialpolitik.

Ligeledes har finansminister Nicolai Wammen senest til KL’s årlige Kommunaløkonomiske Forum i januar påpeget, at “det danske velfærdssamfund står overfor gennemgribende forandringer”, og at “det her er en mulighed for at forandre det danske velfærdssamfund, hvor vi bruger færre kræfter på bureaukrati og unødvendig dokumentation og flere kræfter ude hos borgerne.”

Udtalelser, som både kan give håb om, at der reelt sker forandringer, men også ord, der er sagt mange gange før. For det store spørgsmål er vel, om vi på den ene side kan frisætte velfærden, så det rent faktisk betyder noget for borgerens møde med det offentlige, og samtidig sikre et minimum af sikkerhed for, at servicen ikke bliver ulige – alt efter hvor bundlinjen bliver sat i den enkelte kommune.

Det er derfor afgørende at have fokus på borgernes feedback, så vi på landsplan kan få indsigt i, om borgerne føler sig mødt, hørt og forstået.

Nogle kunne med rette frygte…

… at det kræver mange ressourcer at igangsætte monitorering af borgerens oplevelse af mødet med det offentlige.

Men virkeligheden er, at det vel på alle måder er værre ikke at vide noget om borgerens oplevelser, end at få den nødvendige feedback, der kan igangsætte det nødvendige opgør med den nuværende styringsmekanisme, der har fokus på, hvad vi gør, frem for hvilken værdi vi skaber for borgerne.

I omstillingen fra system til relationel velfærd, som jeg fra 2019 til 2022 var med til at igangsætte i Århus Kommunes familieafdeling, valgte vi netop at spørge borgerne om deres oplevelse af mødet med kommunen.

Borgernes feedback var med til at ændre både måden at møde borgeren på (mindset), fordi man blev medansvarlig for at skabe meningsfulde relationer og indsatser. Men endnu vigtigere, så kunne vi korrigere eller stoppe indsatser, som kostede mange penge, men ikke skabte værdi for den enkelte borger.

Hvis målet med vores velfærd er at gøre mennesker i stand til at klare sig selv, så forudsætter det, at de bliver involveret i de beslutninger, der skal skabe forandring i deres liv.

Mens vi venter på den såkaldte værdighedsreform, kunne vi måske blive enige om, at det vigtige spørgsmål ude i den virkelige verden – i mødet med borgeren – ikke er, om “jeg har gjort det, jeg skulle, rigtigt?” – men snarere: “er det, vi laver sammen, det, der virker for dig?”

Kan det i virkeligheden være så enkelt, at opgøret med bureaukratiet handler om, at vi tør spørge dem, vi skal hjælpe, om det, vi gør, skaber værdi for dem? Og på den måde ændre den grundlæggende styringsmekanisme – fra at gøre det, vi tror er rigtigt, til at gøre det, der virker for det enkelte menneske?