
For mig er det både meningsfuldt og privilegeret at kunne gøre en forskel. Sammen med AskovFonden får jeg en større platform og et ansvar, og en ramme, for at tale højt om nogle af de emner, der optager mig allermest.
AskovFonden er en superprofessionel organisation, som taler direkte ind i min egen livserfaring. Ensomhed, følelsen af at stå udenfor og det at være anderledes er noget, jeg selv kender indgående. Det er emner, jeg gerne vil være med til at sætte ord på, være talerør for og ikke mindst være med til at bryde de tabuer, der stadig findes. Det skal ikke være tabu.
Jeg har det virkelig stramt med ensomhed. For mig er tabuer ikke tabuer. Jeg skammer mig ikke over min historie, tværtimod. Jeg er stolt af min fortid. Stolt af, at jeg overlevede. Stolt af, at min mor var en badass, der gav mig en god barndom på trods. Det fylder mere end vreden mod min far.
Jeg har erfaring med vold i familien, jeg har været ensom og været udsat for mobning. Det gør, at jeg møder mennesker i øjenhøjde. Jeg kan relatere til dem, der er udsatte, og jeg kan hjælpe andre, fordi jeg selv har været der. Der er et gammelt ordsprog, som stadig giver mening for mig: What doesn’t kill you makes you stronger. Livet gør ondt nogle gange. Det sparker fra sig. Mange af os kommer ikke igennem uden at blive knækket. Men med en hånd i ryggen kan vi rejse os igen og blive endnu stærkere.
I dag ser jeg mine ar og mine oplevelser som en form for superhelte power. De har gjort mig psykisk stærk, og den styrke vil jeg gerne hjælpe andre til også at få øje på i sig selv. Ingen skal stå alene. Det er en kæmpe styrke at stå sammen.
For mig handler det ikke om at fikse mennesker, men om at møde dem, hvor de er. Om at blive set og taget alvorligt, også når livet er rodet, sårbart og uoverskueligt.
Jeg tror på, at vi alle har noget at give, hvis rammerne er de rigtige, og hvis der står nogen ved siden af, som ikke giver op. Det er den tilgang, jeg genkender i AskovFonden, og det er derfor, samarbejdet giver så meget mening for mig.
AskovFonden kan rigtig meget, og jeg tror på, at vi sammen kan endnu mere. Måske kan jeg bidrage med en anden energi, særligt i mødet med unge mennesker. Jeg kan bruge mine egne erfaringer, som de kan spejle sig i, og det stiller jeg mig gerne til rådighed for.
Livet er som et stort, smukt træ. Men det ville jo ikke være smukt uden de snoede, mørke og kaotiske rødder. Sådan er livet også indimellem.
Silas Holst
Vil du være med til at hjælpe udsatte i Danmark? Hvis svaret er ja, så har du muligheden for at gøre som Stine Heilmann lige her – lige nu.
For 200 kroner om året kan du gøre en kæmpe forskel for Sabine, Adam, Frida og andre børn og voksne der er udsatte i Danmark.