SKAL VI HELLERE SAMLE IND TIL UDSATTE DANSKERE?

I disse dage verserer en debat om, hvorvidt vi hellere skulle lave en landsindsamling til fordel for “vores egne” udsatte frem for til de fattige i blandt andet Afrika, Laos og Cambodia.

Da jeg repræsenterer en organisation, der arbejder for at skabe bedre vilkår for de mest udsatte mennesker i Danmark, kunne det være fristende at sige ja! Når jeg alligevel ikke gør det, så er det, fordi jeg mener, vi i fællesskab har taget en beslutning, som gælder vores samfund. En beslutning om at vi altid skal holde hånden under dem, der rammes af udsathed. En beslutning om at i vores land kan man godt komme på afveje og blive hjulpet tilbage på sporet igen. Det er for mig ikke kun en beslutning, men også en grundlæggende værdi, som vi aldrig må miste af syne. Spørgsmålet er så hvorfor antallet af unge hjemløse, antallet af piger med spiseforstyrrelse og antallet af psykisk sårbare, der står udenfor arbejdsmarkedet stadig stiger.

Jeg har arbejdet med sociale indsatser i 20 år, og selvom det ikke gør mig til ekspert, så vil jeg alligevel påpege, at vi – i min optik – bruger vores penge forkert. Vi har i dag udviklet en velfærdsmodel, hvor systemet kommer før mennesket. En model som fokuserer på, hvordan mennesket passer ind i systemet. Dette til trods for at vi ved, at netop mødet med en person, som har tid til at lytte og være nærværende, oftest er den mest afgørende forandringsnøgle til at skabe varige sociale forandringer. Jeg vil påstå, at vi kan hjælpe flere, bedre og for færre penge, hvis vi arbejder mere målrettet med relationsvelfærd, hvor mennesket kommer tilbage i centrum for vores støtte og handlinger. Motivation opstår sjældent ved tvang og systemer, men ved at blive mødt, set og anerkendt for den man er, og med de ressourcer man har.

Så nej, selvfølgelig skal Danmarksindsamlingen fortsat støtte lande, hvor de ikke har de basale muligheder for udvikling, og så skal vi istedet bruge vores penge bedre, mere effektivt og til gavn for flere.

Kh Helle