Sociale investeringer kræver helhedssyn

”Man må for fa’en da blive til no’ed”. Sådan slutter Shu-bi-duas klassiker Den Røde Tråd. Det er det håb, vi alle har for vores børn. At det ikke er vores børn, som får en plads i skyggen med ryggen op mod muren. Men virkeligheden er, at op mod hvert tiende nyfødt barn risikerer et liv uden for samfundet[1]. Det svarer til, at et sted mellem to og tre børn i samtlige danske folkeskoleklasser kan se frem til et liv, hvor de bliver overhalet indenom og udenom af alle de andre. Det er mange–alt for mange. Som samfund må det være vores absolut vigtigste opgave at forhindre, at vi taber ét eneste barn på gulvet. Og langt hen af vejen, ved vi jo godt, hvad der skal til og hvilke initiativer, der virker. Men desværre er vi blevet vant til at se forebyggelse som en omkostning, snarere end en investering. Måske fordi især kommunerne ikke har de fornødne redskaber til at beregne den samlede samfundsøkonomiske effekt af at investere i forebyggelse. Måske fordi kassetænkning mellem stat, regioner, kommuner – ja helt ned mellem de enkelte forvaltninger – gør det svært at forsvare en social investering i skoler og klubber, når investeringen først bliver økonomisk rentabel, når man medtager de positive økonomiske effekter mange år ude i fremtiden.

Virkeligheden er, at politiske beslutninger i stat og kommune i høj grad er baseret på en økonomisk prioritering, hvis grundsætning er: ”Vi har ikke råd til det hele, og derfor må vi prioritere det, der bedst kan betale sig”. Det er en fornuftig grundsætning. Der er alt mulig grund til at sikre, at vores allesammens penge bliver brugt fornuftigt, og hvor de gør størst gavn. Problemet er blot, at når det handler om sociale investeringer, hvor tilbagebetalingstiden er et helt liv, så ved vi alt for lidt om, hvad det koster at lade være og hvor stort et besparelsespotentiale, der er. Afskrivningen på en social investering følger ikke nødvendigvis hverken den politiske virkelighed på fire år eller de år, man for eksempel går i skole. Sociale investeringer bliver betalt tilbage gennem et helt liv af dem, som bliver hjulpet. Men lige den præmis glemmes alt for ofte, når økonomiske prioriteringer skal træffes i den kommunale virkelighed på et budgetseminar i august. Udefra virker det ikke desto mindre sært, at tidsperspektivet på sociale investeringer er så kort, når det er det mest naturlige i verden, at regne med en afskrivning på et nyt rådhus eller en motorvej på 30-40 år. Der er ingen, der er i tvivl om de menneskelige gevinster ved at hjælpe udsatte unge til at finde en plads i samfundet. Hvad det modsatte betyder i tabt livskvalitet og tabte muligheder for den enkelte og deres familier, kommer vi aldrig til at sætte tal på. Men med KBH+ vil vi kunne vise de potentielle økonomiske gevinster ved at gøre det rigtige og vise, at sociale investeringer betaler sig. Både for den enkelte unge og for samfundet som helhed. Det er netop det, vi ønsker. At sætte fokus på at forebyggelse og sociale investeringer kræver et helhedssyn på det samlede samfund og et opgør med kassetænkning og kortsigtede økonomiske prioriteringer.

I sverige koster ét bandemedlem det svenske samfund ca. 23 mio. svenske kroner. Mon ikke tallet er nogenlunde det samme i Danmark? Der er derfor hele 23 millioner årsager til, at vi ønsker at gøre en ekstra indsats for at forhindre, at blot én ung bliver tiltrukket af banderne. For mon ikke vi kunne bruge nogle af de 23 millioner kroner på at løse andre presserende opgaver eller løfte andre forebyggende indsatser – til gavn for os alle.

Med ønsket om en glædelig jul og et socialt bæredygtigt nytår for alle,

Kærlig hilsen Helle

[1] Kilde: Udenforskabets pris