Tillykke med de 19 år til en ganske særlig teenager i AskovFonden

Stort tillykke til AskovFondens Pigeklub på Nørrebro. Pigeklubben er et sted, hvor piger nu i 19 år har haft deres eget frirum på Nørrebro. Pigerne selv fejrede fødselsdagen med BINGO!

Pigeklubben er det eneste sted på Nørrebro, hvor udsatte piger kan komme og være en del af et fællesskab, de kan udvikle sig i. I Pigeklubben bliver pigerne bekendte med danske normer, og har kontakt til voksne, som de har tillid til – og omvendt. Dette tilbud har nu eksisteret i 19 år.

Udover at være et frirum for pigerne, finder vores piger (og forældre) tryghed i at vide, at når de er i Pigeklubben, så bliver de respekteret for deres individuelle kulturelle muligheder og forskelligheder. Følelsen af et meningsfuldt socialt tilhørsforhold i lokalområdet er en stor del af, at man som ung oplever kontrol med sit liv og omgivelser under sin personlige udvikling.

Helle Madsen leder i pigeklubben fortæller: ”Vi afsluttede året med en hyggelig aften i Pigeklubben med fødselsdags- bingo. Vi havde en masse glade og mætte piger, der spillede med om et væld af gode præmier.”

 

Et kort tilbageblik på 2016

I 2016 havde vi den glæde at kunne fortælle, at Pigeklubben i Egegade kunne forsætte det gode arbejde i 2 ½ år endnu. I løbet af 2016 har pigeklubben under ledelse af Helle Madsen varetaget opgaven med at koordinere pigeindsatsen på Nørrebro. Hun kan fortælle om, at Pigeklubben har fået et samarbejde op at stå med Klub Guldberg og Gadeteam på Nørrebro.

Sammen har de fået afholdt flere spændende arrangementer i 2016. Fordelen ved arrangementer med andre klubber, er at pigerne får mulighed for i trygge rammer at udvide deres kendskab til de unge i andre klubtilbud på Nørrebro, og måske udvikle nye venskaber. I 2017 vil Pigeklubben fortsat udvikle disse samarbejder.

Pigeklubben og Klub Guldberg var blandt andet sammen inde og se optagelserne til Hvem vil være millionær med Hans Pilgaard som vært. Det var ifølge Helle Madsen en helt særlig oplevelse for mange piger selv at være med i et program de ellers kun ser i fjernsynet.