UFILTRERET – KBH+ egen kronik!

Ufiltreret er AskovFonden KBH+ egen kronik, det er en skriftlig talerstol hvor alle uanset baggrund kan udtrykke sine tanker og holdninger til det overordnede emne IDENTITET og SAMFUND.

Vi er super glade for at præsentere første bidrag som hedder ”Søndag i September” og er fra Hannibal Frydendahl Hansen. Vi håber i vil læse med og tale om den med jeres venner.

Har du lyst til at bidrage med en kronik? Så følg med på KBH+ hjemmeside, der kan de se hvilke retningslinjer, der er for at udkomme på dette format. Du bestemmer selv om du vil være anonym.

Søndag i September

af Hannibal Frydendal Hansen

Årstiden lister sig lige så stille fra sensommer over i den tågede start på efteråret. Det er en søndag i september, og jeg sidder i min bedste vens baggård i det, som han vil kalde Frederiksberg, og jeg vil kalde Valby. Vejret er gråt og vi har mange lag tøj på, mens vi drikker tynd stempelkandekaffe og spiser en lille improviseret brunch. Vi skal ikke bare sludre som vi plejer, jeg skal stille ham spørgsmål og tilmed optage hans svar; det er nyt.
Vi går op på hans værelse, hører lidt musik, men bliver så mere seriøse end vi plejer. Min bedsteven er et godt menneske, heldigvis. Han er ikke bare god, han er sådan rigtig god. Vi har ofte brugt søndage på at snakke om livets store emner: politik, feminisme, sygdom, kærlighed, sex og alt hvad man nu kan vende, men i dag skal vi optage samtalen, den skal gemmes, materialiseres og ikke mindst deles.
Han ligger sig i sin seng, mens jeg placerer mig i stolen over for ham. Jeg tænder min optager. I dag skal vi snakke om femininitet, vores femininitet. Vi ved, at det er svært at tale om – ikke kun følelsesmæssigt, men også terminologisk; for man kan hurtigt lyde super binær og giftig og ikke mindst bruge de forkerte termer og vendinger.
Vi ved godt, og er enige i, at det store patriarkalske, binære, konforme, heteronormative og socialt konstruerede samfund fastholder os i dumme ”kasser”. Vi er klar over de privilegier vi har, vi prøver at følge med i debatten om ”ægte” intersektionel feminisme, der bliver mere og mere uoverskuelig. Vi snakker om, hvordan vi kan være bedre allierede og give taletiden til dem det handler om. Vi ved, at vi aldrig kan stå et sted hvor vi ser alle og kan sætte os ind i alles følelser, vi er blinde. Vi bruger termer som ”pink-washing”, ”queerbaiting”, ”cancel culture”, ”performative allyship”, ”giftig maskulinitet”, ”TERF” og mange andre svære termer vi prøver at huske. Vi diskuterer tit og ofte om diverse ”woke” meme-sider på Instagram er progressive eller ej.
Men i dag handler det om os, vores femininitet. Vi skal snakke om det uden at bruge for store ord. Vi prøver, for vi må godt, det husker vi hinanden på, inden jeg stiller ham det første spørgsmål:

Hvordan har du det med din egen femininitet?

”Den har jeg det blandet med. For det meste tænker jeg ikke så meget på den. Altså hvis du tænker hvordan man performer eller agerer feminint. Der er nogle situationer hvor jeg er mere opmærksom på min femininitet; hvordan jeg sådan bevæger mig, har mine hænder, min stemme osv. Nogle gange tænker jeg på det retrospektivt; hvis der er et eller andet der er gået galt; hvis jeg f.eks. har været på en dårlig date, så kan jeg tænkte fuck, var det fordi jeg agerede meget feminint? Det syntes hun sikkert ikke var nice. Det var måske derfor, det gik dårligt.
Men når jeg er i vante rum med mennesker jeg kender, så tænker jeg næsten ikke over hvordan jeg er – om jeg agerer feminint eller ej. Kun i nye rum og møder bliver jeg usikker og bevidst om mig selv.”

Hvordan kan din femininitet være en faktor, der kan medføre at noget ”går galt”?

”Jeg ved at folk forventer noget bestemt, at jeg performer mit køn på en bestemt måde. Og jeg vil jo gerne leve op til den forventning. Tror jeg. Jeg synes det er svært at jeg potentielt kan komme til at skille mig ud. Folk kan komme til at få et… hm… altså hvis jeg skal være bund ærlig, og det lyder så giftigt, men jeg tror jeg konnoterer min femininitet med en form for svaghed. En utilstrækkelighed. Jeg vil ikke være den sårbare, når jeg møder folk første gang. Så jeg lægger låg på den.”

Hvorfor er din femininitet en svaghed?

”Hvis jeg f.eks. møder nye mennesker, så kan jeg se min feminine side som en utilstrækkelighed, en side der får mig til at fremstå som en der ikke kan ”tage fat” og er usikker eller ubeslutsom. Men det paradoksale i det er, at jeg synes at andre mennesker, der er feminine eller viser deres femininitet er enormt stærke, og når jeg selv er i grupper med tætte venner og jeg ikke prøver at fasteholde en maskulin rolle, men måske slapper mere af og bliver mere ”feminin”, så føler jeg mig enormt sikker.”

”Hvordan er det at være i et rum med feminine energier, f.eks. når du er i rum med mig, kan du uddybe det?”

”Jeg tror, at for mig er et sådan rum meget trygt, uden forventninger, sådan mere inkluderende.
En af grundene til, at jeg i højere grad har kunne finde ro i min egen femininitet er, at jeg har haft dig at kunne spejle mig i. Jeg har set den måde du har udtrykt dig på som en styrke og ikke en svaghed.

Men jeg agerer stadig anderledes, hvis jeg er sammen med fem gutter fra studiet i forhold til hvis jeg er sammen med dig og vores andre venner. Selvom mit studie er fyldt med mega progressive folk, så kender jeg jo jer andre bedre og kan læne mig mere tilbage i min væren. Når jeg er i et trygt rum, har jeg jo mere plads til at være feminin, uden at jeg skal frygte at der ”bliver kigget skævt til det”. Altså femininitet handler om sårbarhed, en dynamisk bevægelse næsten, men kan også handle om stereotyper, som hvordan man går og bevæger sine håndled og pludselig vendes til en svaghed.”

Det er interessant hvordan du fremlægger din femininitet både som en svaghed, når du er usikker, men også som en enorm styrke, når du føler dig sikker og er i et trygt rum. Sådan lidt som om, at du skal have overskud til at vende din femininitet til en styrke.

”Ja netop; det kommer an på hvor tryg man er. Det handler om, om man er åben, følsom og sårbar, og om man tør være det. Og det er egentlig det, som jeg synes er fucking sejt og inspirerende ved at lære dig at kende; du har turdet være sårbar i situationer, hvor andre ”mænd” jeg har mødt, overhovedet ikke har haft samme tillid til at kunne vise deres følelser.”

Jeg bliver varm inden i og kigger lidt ned i gulvet. Vi er stille. Varmen kommer op i kinderne, og jeg er blevet rørt. Han har aldrig sagt det sådan før.
Jeg stiller ham flere spørgsmål, men snakken begynder at handle om andre ting, så vi stopper. Da vi er færdige med vores mini-interview går vi ud i hans køkken og rydder brunchen væk. Han indskyder, at han håber, at jeg kan bruge samtalen til noget, at han ikke lød dum og stereotypisk. Jeg griner og forsikrer ham: det var en vigtig snak. Den gav mig noget jeg ikke har fået før.

I bussen på vej hjem lytter jeg det hele igennem. Jeg søger efter noget ”nyt” at smide på bordet; noget relevant der får debatten op at køre, noget der virkelig vil få folk til at tænke over deres femininitet og, hvordan de undertrygger den, eller måler den med hinanden. Noget der får den ”mande”-manden til at vågne op, noget der får samfundet til at indse, hvor giftigt det er, når alle, ikke kun femmes, men også de hvide heteroseksuelle mænd, bliver syge af de snævre rammer.
Men ingen af de ting behøver at ske. Det går op for mig, da jeg lytter til hans stemme. Jeg hører ham være sårbar og ærlig på optagelsen. Jeg hører hvad han siger, uden at jeg smider termer på, uden at jeg afbryder og blander mig. Jeg hører det lille knæk i hans stemme da han afslutningsvis siger:

”Tror du overhovedet at min stemme er vigtig i den her debat? Der er da mange andre mennesker der er meget mere kvalificerede til det her.”

Jeg får tårer i øjnene. Jeg ved hvad han mener, en ægte allieret giver mikrofonen videre, men i dag har vi ikke været allieret hetero og queer, vi har ikke været maskulin og feminin, vi har ikke været majoritet og minoritet, vi har været ham og mig, vi har været ærlige, og hans ærlighed har givet mig den bedste følelse inden i, uden fine ord og politisk korrekthed. Alt det kan vi tage i morgen, når det bliver mandag. Lige nu skal jeg svømme i mit held: jeg har en bedste ven, og han er god, sådan rigtig god.