WeekendFællesskabet og Projektakademiet tager til Roskilde Festival for at skabe inkluderende aktiviteter og give flere unge adgang til festivalfællesskabet.

Når Roskilde Festival om lidt lukker tusindvis af gæster ind til sommerens største musikbegivenhed, rykker en gruppe unge fra to af vores indsatser ind på festivalens campingområde.

Unge fra WeekendFællesskabet i AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA) og nyuddannede projektledere fra Projektakademiet i ungeindsatsen KBH+ tager i år afsted som frivillige for festivalen.

I festivalens første tre dage slår de lejr i festivalens Settle’n Share-område. Her arrangerer de en række hyggelige aktiviteter som stopdans-konkurrence, gummistøvlekast og ”pimp dig selv og din camp”.

Det gør de for at skabe et inkluderende og alkoholfrit rum for unge på festivalen. Ligesom WeekendFællesskabet gør fra fredag-søndag året rundt på Nørrebro i København. 

På festival i trygge rammer

I en evaluering af trivsel og tryghed på Roskilde Festival 2025 peger festivalen på, at der fortsat er behov for at understøtte sociale miljøer på festivalen, hvor alle føler sig velkomne uanset alkoholkultur og deltagelsesform.

Det er netop formålet med at tage WeekendFællesskabets trygge og inkluderende rammer med ud på festivalen. Det fortæller projektleder i AskovFondens Socialpsykiatri, Nanna Hinchely.

”Vi vil gerne bidrage til, at flere unge på festivalen kan få et rart pauserum, hvor inkluderende fællesskab og hygge er i fokus fremfor alkohol og fest. På den måde kan unge fra WeekendFællesskabet også deltage i Roskilde Festival på en tryg måde og være en del af oplevelsen,” siger hun. 

Unge projektledere i særligt socialt miljø

Det er 3. gang, at unge fra WeekendFællesskabet tager afsted på festivalen sammen. I år sker det for første gang sammen med en gruppe fra Projektakademiet. Det er en gratis projektlederuddannelse for unge i KBH+ under AskovFonden.

De har netop afsluttet deres uddannelse og er afsted sammen med WeekendFællesskabet for at afprøve deres nye kompetencer i et unikt socialt festivalmiljø.

Samtidig er samarbejdet en helt særlig mulighed for at forene forskellige grupper af unge om en fælles oplevelse og skaber møder på tværs.

Det forklarer projektleder fra KBH+ og Projektakademiet, Samara Maya Fog.

“Akademisterne har i deres uddannelse prøvet en masse aktiviteter af i trygge rammer. Så de kan især være med til at skabe trygge rammer for hele holdet omkring de aktiviteter, som gruppen sammen skal skabe i campingområdet,” siger hun.

WeekendFællesskabets og Projektakademiets aktiviteter foregår d. 28. juni, 29. juni og 30. juni 2026 fra kl. 14.00-16.00 i Settle’n’Share på Roskilde Festival 2026.

 

Om WeekendFællesskabet
WeekendFællesskabet er et hyggeligt og alkoholfrit fællesskab for unge mellem 18-35 år i AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA). Fællesskabet er drevet af frivillige og er et sted, hvor unge kan komme præcis, som de er – hver weekend.

Om Projektakademiet
Projektakademiet er en gratis, praksisnær projektlederuddannelse for unge mellem 18 og 30 år i ungehuset KBH+. Projektakademiet uddanner handlekraftige projektledere, som kan bruge kulturen som løftestang til at skabe sociale forandringer.