Hvis vi for alvor skal bryde med mange års snak om unødigt bureaukrati, så kræver det, at vi begynder at fokusere på, hvilken værdi vi skaber for borgerne.
Det offentlige er Danmarks største servicevirksomhed og formentlig den eneste, som ikke måler på egne resultater og kundernes (borgernes) tilfredshed. Den danske stat bruger 52 milliarder kroner på socialområdet om året, som man reelt ikke kender effekten af, fordi der ikke bliver målt på, hvilken forandring sociale indsatser skaber for det enkelte menneske.
Det betyder, at vi reelt ikke ved, om mennesker, der henvender sig i psykiatrien, får det bedre ved at modtage den hjælp, som de tilbydes, eller om sårbare familier får et bedre liv efter at have fået hjælp af kommunen.
Udfordringerne starter på Christiansborg med lovgivning, der ofte er baseret på den aktuelle socialministers signaturprojekter, og ender med at være systembarriere ude i virkeligheden, hvor medarbejderne skal forvalte et system af lovgivning og logikker, som ofte hverken er meningsfulde for borger eller rådgiver.
I forbindelse med research til min bog »Man møder et menneske« interviewede jeg tidligere socialministre, og i slutningen af alle interviewene spurgte jeg de tidligere ministre, hvorfor man egentlig ikke spørger borgeren om, hvilken værdi – hvis nogen – man har skabt for den enkelte, når de har modtaget hjælp i det offentlige.
På optagelserne kan man høre stilheden efter spørgsmålet, og svarene lød samstemmigt, at det egentlig er et godt spørgsmål.
Vores velfærd er præget af uhensigtsmæssige styringsmekanismer, der sætter en ramme, hvor en socialrådgiver oftest ikke har tid til at lytte til og forstå de familier, de skal hjælpe. Det har den konsekvens, at familierne får iværksat foranstaltninger, som i mange tilfælde ikke hjælper den enkelte familie, men udelukkende er et vidnesbyrd om, at systemet har gjort det, der er påkrævet.
Hvis vi derimod forholder os til det, vi ved virker, så er det relationen til dem, vi skal hjælpe, som vi skal fokusere på. Vi skal forstå, hvad det er for en kontekst, hjælpen gives i, og hvilke ressourcer der er i familierne.
Som Kierkegaard sagde: »For at hjælpe et andet menneske, skal vi først forstå det, han/hun forstår, først der starter rigtig hjælpekunst.« Det betyder konkret, at systemet må sættes til side, og de enkelte mennesker, samt deres ønsker og behov sættes i centrum. Det vigtige spørgsmål er ikke »har jeg gjort det, jeg skulle, rigtigt?« men snarere: »Er det, vi laver sammen, det, der virker for dig?«
Hvis vi for alvor skal bryde med mange års snak om unødigt bureaukrati, så kræver det, at vi begynder at fokusere på, hvilken værdi vi skaber for borgerne. Derved er vi nødsaget til at ændre fokus, og arbejde ud fra det, som jeg kalder virksomme handlinger, hvor vi skaber et velfærdssamfund, der skaber værdi for de mennesker, vi skal hjælpe.
Vi kunne jo begynde med at spørge dem, om de føler sig hørt og forstået, og om de fik den hjælp, de havde brug for.
Helle Øbo, adm. direktør i AskovFonden