“Efter min mening er vi ikke klar til at give slip på diagnoserne, før de voksne i skolen er uddannet til at forstå og tolke børnenes adfærd bedre, end tilfældet er i dag.” – sådan starter Katrine Nordvigs indlæg i Berlingske om hvordan vi sikrer handlemuligheder og selvforståelse i uddannelses systemet.
I den verserende debat om nødvendigheden af at få en diagnose for at få den rette hjælp, overser man i min optik to væsentlige perspektiver: Den selvindsigt, en diagnose kan give, og den »opskrift« på hjælp, som de fagprofessionelle omkring barnet kan mangle, hvis der ikke er en diagnose.
Senest har vi kunnet læse i Trivselskommissionens anbefalinger, at diagnoser ikke skal være udgangspunktet for støtte. Barnets behov skal være i centrum. Det er en dejlig tanke, som vi alle kunne ønske os blev virkelighed. Men hvem skal afgøre, hvad der er barnets behov?
Når Svend flere gange i timen rejser sig for at spidse blyant, drikke vand eller gå på toilettet, er det så tegn på fysisk uro, modstand mod undervisningen, eller er Svend dårligt opdraget?
Når Rosa zoner ud og ikke hører efter, hvad læreren siger, er det så dagdrømmeri, mangel på søvn, tankemylder, eller fordi hun ikke gider at høre efter?
Cykelløb på flade dæk
Det, som kan være tegn på adhd, kan også tolkes som alt muligt andet. Skal det være op til den enkelte lærer at fortolke barnet ud fra lærerens egen forforståelse? I så fald risikerer Svend og Rosa at blive behandlet meget forskelligt af forskellige lærere i løbet af en skoledag. Så hvordan sikrer vi, at folkeskolens personale uddannes i at forstå og understøtte børnene?
Efter min mening er vi ikke klar til at give slip på diagnoserne, før de voksne i skolen er uddannet til at forstå og tolke børnenes adfærd bedre, end tilfældet er i dag. Det kalder på flere ressourcer i form af både tid og økonomi.
Derudover overser man i kritikken af diagnoser den nødvendige adgang til selvforståelse, som også følger med en udredning. Særligt for teenagere, unge og voksne kan en diagnose fjerne noget af den hårde selvkritik og skam over ikke at være som de andre.
Med en fortærsket floskel kan man sammenligne udiagnosticeret adhd med at køre cykelløb på flade dæk. Lige meget, hvor hårdt man træder i pedalerne, kan man ikke nå op på siden af de andre cykelryttere.
Handlemuligheder og selvforståelse
Det at få adgang til at forstå sig selv og de udfordringer, der følger med at være neurodivergent, kan for rigtig mange være altafgørende for deres trivsel.
Kvinder får typisk først en adhd-diagnose som 30-årige, mens mænd gennemsnitligt diagnosticeres som 18,5-årige. Mange af disse kvinder har forinden oplevet stress og depression. Først efter diagnosen forstår de, at deres udfordringer skyldes adhd – ikke uduelighed – og at de må indrette livet anderledes end deres jævnaldrende.
I den ideelle verden har vi ikke behov for at diagnosticere mennesker, der fungerer på en anden måde end flertallet. I den ideelle verden får børn den hjælp, de har brug for i skolen. I den ideelle verden bliver alle anerkendt for deres individuelle bidrag. Men så længe vores uddannelsessystem og arbejdsmarked er så firkantede, som de er, så kan vi ikke undvære diagnoserne. De giver os simpelthen handlemuligheder og selvforståelse, som er svære at undvære.
Katrine Nordvig er direktør for AskovFondens MIR Skoler