Vi ser et monster i stedet for et medmenneske, og herved bliver vi blinde

Kronik fra Information den 16. januar 2019 skrevet af Susanne Magnusson, direktør i AskovFondens afdeling Dialog mod Vold

Problemet ved at vi meget sjældent hører voldsudøverens egen historie er, at vi ikke forholder os til, at mange af dem selv vokser op i hjem med vold og bærer på traumer, som de har brug for at få bearbejdet. At forstå er første skridt til at undgå vold

Information valgte den 5. januar at bringe en kronik om et barnemord begået i 1993. Kronikken er skrevet af Jan Andersen, der begik drabet, og den har ført til stærk kritik og megen debat.

Handlingen, Jan Andersen er dømt for, og som han har afsonet sin straf for, er noget af det mest forfærdelige, vi kan forestille os. Han har slået sit barn ihjel.

Der er mange dilemmaer i sagen. Mit ærinde her er hverken at kritisere eller at forsvare, at Information bragte kronikken af Jan Andersen. Mit ærinde er at løfte det helt centrale bagvedliggende spørgsmål: Tror vi, at et menneske der har udøvet vold eller, som Jan Andersen, drab på deres nære, kan forandre sig?

Fra moral til etik

Jeg er optaget af, hvordan vi undgår vold i nære relationer, og hvordan vi undgår partnerdrab og barnedrab. Jeg er optaget af det, der ligger ved siden af straf.

Vi er alle enige om, at vold og drab skal straffes. Personligt glæder jeg mig i disse dage over, at psykisk vold nu bliver strafbart på lige fod med fysisk vold, og at det hermed anerkendes, at psykisk vold kan gøre ligeså meget – eller mere – skade end fysisk vold.

Domstolene og politiet er sat i verden for at dømme og udmåle straf. Det er deres arbejde. Straf tjener flere formål, men straf hjælper sjældent i sig selv et menneske til at forandre sig. Så hvordan undgår vi vold og drab i nære relationer? Hvordan undgår vi, at en gerningsmand gentager sin ugerning?

Det er let at blive i det moralske perspektiv: Det er forkert. Det skal straffes. Det fordømmer vi. Det vil vi ikke høre om. Men hvad med efter at straffen er udstået?

I behandlingstilbuddet Dialog mod Vold arbejder vi med at forebygge vold i nære relationer; med at nedbringe antallet af voksne, der udsættes for partnervold og partnerdrab, og med at undgå, at børn udsættes for vold – og dør. Det gør vi gennem at tilbyde psykologbehandling til både udøveren, den udsatte og børnene i voldsramte familier.

Når vi vil hjælpe, når vi vil forhindre, at vold eller drab gentager sig, er vi nødt til at flytte os fra den dømmende til den ikke-dømmende position. Fra det moralske til det etiske perspektiv.

Der, hvor vi reflekterer, der, hvor vi ser på hele kompleksiteten. Der, hvor vi indser, at personen, der begår en forbrydelse som vold eller drab, har en historie, en barndom. Indser, at det måske, hvis vi havde været i samme situation og havde levet det samme liv, kunne have været dig eller mig eller nogen, vi kender. Indser, at det er et menneske, der har gjort noget frygteligt, men stadig et menneske – og overvejer, hvad der er det rette at gøre, og om vi kan hjælpe.

Der er mennesker, det er umuligt at hjælpe, det er sandt. Men flertallet er modtagelige for hjælp og kan forandre sig. Dialog mod Vold har i 17 år tilbudt specialiseret psykologbehandling til udøvere af vold i nære relationer – herunder udøvere af såvel moderat som meget grov vold, fysisk såvel som psykisk vold, partnerdrab såvel som barnedrab. I langt de fleste tilfælde har det vist sig, at de kunne forandre sig.

Vores opfølgende undersøgelser viser, at 62 procent af de udøvere, der har gennemført behandling, stadig er voldsfrie et år efter, at behandlingen er afsluttet. Der er altså rigtig mange, som faktisk kan hjælpes til at stoppe deres voldelige adfærd, og mange tilfælde, hvor det kan forhindres, at volden eskalerer.

Det etiske perspektiv indebærer, at vi giver alle mennesker en chance – at mennesker, der har udstået deres straf, får en chance for at forandre sig. Hvis vi på forhånd antager, at en person er utilgængelig for forandring, bliver vi selv en del af, at det ikke kommer til at ske.

Vold rammer tusindvis

Statens Institut for Folkesundhed skønner, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for fysisk vold fra en partner. Over 1.700 kvinder kom i 2017 på krisecenter, og hvert sjette barn oplevede vold i hjemmet. Vold i nære relationer er altså et samfundsproblem, og dialogen om, hvad vi gør for at undgå vold, er afgørende.

Vi er som samfund nødt til at spørge os selv, hvad vi vil på dette felt. Vil vi acceptere, at partnervold og vold mod børn forbliver på dette meget høje niveau?

Eller vil vi begynde at tænke mere præventivt og tilbyde behandling til de udøvere af vold i nære relationer, der rækker ud for at få hjælp?

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) foreslog den 27. december i Politiken, at lovgivningen ændres, sådan at kommunerne forpligtes til at sætte ind med behandling til voldsudøvere, ligesom de er forpligtet til at sætte ind med behandling til misbrugere.

Jeg er meget enig i, at der er behov for lovgivning. Dialog mod Vold har en venteliste på op til to år i København. At vente to år på behandling er ikke et rimeligt vilkår. Når voldsudøvere rækker ud for at få hjælp, er det afgørende, at de får den.

Konsekvensen af, at vi ikke tilbyder hjælp, er, at vi indirekte accepterer, at volden kan udvikle sig og i værste fald ende i drab eller alvorlig vold med døden til følge.

Monster eller medmenneske

Den nu afdøde danske filosof Peter Kemp sagde, »sådan som man betragter mennesket, sådan behandler man det«.

Det er meget sjældent, at personer, der har udøvet vold i nære relationer – for slet ikke at tale om drab – vælger at fortælle deres historie offentligt, heller ikke selv om de for længst har udstået deres straf.

Det skyldes oftest, at de vil beskytte deres pårørende, eller at de vil beskytte sig selv mod folkedomstolen. Problemet ved at vi meget sjældent hører voldsudøverens eller drabsmandens egen historie er, at vi ikke ser konteksten. Når vi ikke hører deres historier, undgår vi at skulle forholde os til, hvordan de var som børn, hvad de var udsat for, hvad de drømte om.

Vi kommer til at se et monster i stedet for et medmenneske, og herved bliver vi blinde. Vi bliver blinde for, at der er vold i såkaldte ganske almindelige hjem. Hjem, hvor alting ser pænt ud på overfladen.

Konsekvensen af tabuiseringen er også, at vi ikke tør spørge ind, når vi har mistanke om, at der er vold hos naboen eller hjemme hos kollegaen. Hermed bidrager tabuet til, at psykisk og fysisk vold i hjemmet, der i en del tilfælde går forud for drab, ikke bliver opdaget.

Derfor er det vigtigt, at vi får gjort op med tabuet. Det er vigtigt, at vi forstår, at det at forstå ikke er det samme som at retfærdiggøre. Men derimod det første skridt til at undgå vold.

74 procent af de ca. 2.000 voldsudøvere, der har været i psykologbehandling i Dialog mod Vold, er vokset op i et hjem med vold. Det vil sige, at de bærer på traumer, som de har brug for at få bearbejdet. Det vil også sige, at de er vokset op i familier, hvor de ikke har lært at håndtere stærke følelser og vrede.

En voldelig handling er altid udøverens ansvar. At forstå er ikke at retfærdiggøre. Men at forstå er første skridt til at forsøge at forandre. Vi skal forsøge at forstå konteksten for vold, fordi vi ikke skal acceptere, at børn vokser op med vold, og fordi vi ikke skal acceptere, at 57.000 voksne lever med partnervold.

Læs artiklen i Information her

Eva Kjær Hansen: Langt flere voldsudøvere skal i behandling

At gå i behandling i Dialog mod Vold: Vi hjælper hele den voldsramte familie