Hver femte elev i 8. klasse har været udsat for fysisk vold, og hver fjerde elev har oplevet psykisk vold i løbet af det seneste år. Det viser den seneste undersøgelse af omfanget af vold mod børn, som Børns Vilkår lavede i 2022.

Nu er det regeringens intention, at denne undersøgelse skal laves hvert tredje år, så vi kan følge udviklingen over tid. Det er rigtig fint.

Udfordringen er, at der skal handling til, hvis vi for alvor skal sætte en stopper for volden, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) siger, at han ønsker (til Ritzau i Avisen Danmark mandag den 9. september, red.)

Vi har brug for en handleplan

Vi ved godt, at børn er udsat for vold. Det viser et utal af undersøgelser. Der er børn, der oplever direkte at være udsat for fysisk eller psykisk vold. Andre børn oplever, at deres mor eller far er udsat for vold. Uanset har disse børn brug for hjælp. Børn, der vokser op med vold i familien, er særligt sårbare og døjer ofte med problemer i forhold til trivsel, sundhed og udvikling. Og ofte bærer de volden med sig videre i livet enten som udøver af vold eller som offer for vold.

Så det er meget vigtigere at sætte ind over for volden end blot at indhente viden. Der er brug for en handleplan med konkrete initiativer til at nedbringe omfanget af vold.

En handleplan skal indeholde initiativer om tidlig opsporing. De faggrupper, der er tæt på børnene, skal være mere opmærksomme på at undersøge, om der forekommer vold i familien. Når for eksempel jordemødre, sundhedsplejersker eller læger spørger ind til voldsomme konflikter i familien, ligesom de spørger ind til alkoholforbruget, så giver det mulighed for at opspore vold allerede inden eller umiddelbart efter et barns fødsel.

En handleplan skal indeholde flere muligheder for behandling. Ét er, at vi hjælper ofre for vold med at komme videre i livet. Noget helt andet er, at vi også skal prioritere at få voldelige personer til at stoppe deres voldelige adfærd. Det kan være svært selv at erkende og ændre sin voldelige adfærd. Ligesom med alkohol- og stofmisbrug kan det være nødvendigt at få professionel hjælp til at stoppe volden.

Lovgivningen hjælper ikke børnene

Der er brug for at udbrede kendskabet til, at man kan søge hjælp, ligesom der er brug for flere ressourcer til behandling. I Dialog mod Vold, hvor vi tilbyder psykologbehandling til udøvere og deres familier, er der op til et års ventetid.

En handleplan skal også indeholde initiativer til ny lovgivning. Når socialministeren siger, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at børn ikke oplever vold, skal det følges op af lovgivning, der sikrer mulighed for behandling. Hvis børn skal vokse op uden vold, kræver det, at vi får stoppet volden fra far eller mor.

Men i dag er der ikke en ret til at få hjælp, hvis man er voldsudøver. Har man et alkoholmisbrug eller et stofmisbrug er der en behandlingsgaranti. Inden for fjorten dage skal kommunen hjælpe med at finde et behandlingstilbud. En sådan forpligtelse er der ikke, når det drejer sig om vold. Og det til trods for at konsekvenserne for børn er sammenlignelige.

Så lad os gerne få mere viden om vold mod børn. Det kan være med til at øge kendskabet til vold og dens konsekvenser og dermed få styrket indsatsen for at stoppe volden. Det afgørende er dog, at regeringen ikke bare i ord, men også i handling viser, at vi vil undgå, at børn udsættes for vold.

 

Dette interview med Eva Kjer Hansen, direktør i Dialog mod Vold, som er AskovFondens indsats, hvor vi stopper vold i familien, blev bragt i Avisendanmark.dk den 18. september 2024.

Se artiklen i avisendanmark.dk her

Sådan hjælper vi i Dialog mod Vold