
Tirsdag den 7. oktober havde Katrine Nordvig, direktør på Mir Skolerne, som er AskovFondens behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge, et indlæg i Berlingske Tidende. Du kan læse det i direkte i Berlingske eller her på siden.
Vi skylder børnene reel handling – ikke kun medfølelse
DR-dokumentaren om »Skolens tabte børn« har fået en lang række fagfolk, politikere og forældre til tasterne. Det forstår jeg godt. Dokumentaren er godt skruet sammen og et ærligt vidnesbyrd om, hvor svært det er at stå i en situation, hvor skolen ikke længere er et sted, man kan være.
Vi kan ikke undgå at blive berørte. Den rammer alle forældre på usikkerheden – gør vi det rigtige? Gør vi det godt nok? Vi bliver alle rystede over den umenneskelige ventetid på afgørelser. Der bliver kaldt på handling NU.
For mig er intet af det, som vi ser, nyt. Familierne i dokumentaren ligner de familier, som vi arbejder med på MIR. Vi, der er fagprofessionelle på området, har i en lang årrække forsøgt at råbe op om problemerne. Forældre, forskere, foreninger, skolefolk og pædagoger har igen og igen forsøgt at adressere de stigende udfordringer på området.
På sidste års folkemøde tror jeg, at »mistrivsel« og »skolevægring« var de mest gennemgående ord i overskrifterne på debatterne. Men det har været som at slå i en dyne.
Det, der gør mest indtryk på mig i dokumentaren, er, at vi er nået så langt ud, at der er brug for, at forældre udstiller deres – og ikke mindst deres børns – allermest sårbare sider. At vi skal se børnenes nedsmeltninger og forældrenes tårer på nationalt tv, før politikerne vågner op til handling.
Kan det være rigtigt, at politik efterhånden udelukkende er reaktioner på subjektive historier? Det ender i bedste fald med symptombehandling for at tilfredsstille de kritiske røster.
Hvem tør tage fat om nældens rod og lave det store arbejde med at forstå, hvorfor børn ender i så voldsom mistrivsel? Hvis nogen med reel magt bliver modig nok til at undersøge både hvorfor, og hvad der skal til, så er jeg klar på at byde ind. I ringer bare.
Se mere om hvordan vi arbejder på Mir Skolen her
Sådan får du hjælp som forældre til et barn i mistrivsel