KBH+ Projektakademiet er en alternativ uddannelse for dig mellem 18 og 30 år.  Her uddanner vi kreative & handlekraftige kulturskabere og projektledere.

Uddannelsen foregår på Østerbro i København og løber over 10 måneder fordelt over 4 moduler. Som afgangsprojekt vil du komme til at lave dit eget individuelle projekt, med tilknyttet projektvejledning.

Der er deadline på optagelse onsdag den 14. maj kl. 23.59.

 

Det praktiske

Hvert team på Projektakademiet består typisk af 14 – 20 studerende. Vi søger at sammensætte en mangfoldig gruppe af unge hvad angår baggrund, alder, etnicitet, køn, kompetencer og erfaringer. Der er både plads til dig som er øvet og dig som ikke er så øvet endnu, men ”bare” har masser af gå-på-mod.

Uddannelsen består af projektarbejde og undervisning to gange om ugen. Undervisningen ligger tirsdag og torsdag fra kl.16.30 – 20.30, og i nogle tilfælde holder vi også undervisning i weekender. Du skal derfor forberede dig på at have travlt, men det er muligt også at passe studie og arbejde ved siden af. De fleste tager uddannelsen ved siden af noget andet, men du skal forvente at uddannelsen kræver omkring 10 – 15 timer om ugen, i nogle perioder mere.

Projektakademiet er ikke en SU-berettiget uddannelse, men uddannelsen er gratis.

 

Hvad kommer du til at lære?

Formålet er at uddanne handlekraftige projektledere, som kan bruge kulturen som løftestang til at skabe sociale forandringer blandt mennesker i samfundet. Uddannelsens pædagogiske fundament er centreret omkring praksislæring. Det vil sige, at du vil komme til at arbejde med virkelige projekter fra dag ét. Fokusset er på, at din læring og udvikling sker gennem både praksis og teori. Hvert modul på uddannelsen er derfor bundet op på et konkret projekt, sideløbende med undervisningen. Undervisningen og det praktiske arbejde skifter i intensitet. I nogle perioder er det mest undervisningen, der fylder, og i andre periode er det projektet, der fylder mest.

Du vil blive undervist i emner som projektledelse, personligt lederskab, kreativitet, konceptudvikling, procesledelse, samarbejde, finansiering, kommunikation, sociale medier, konflikthåndtering, inddragelsesprocesser, procesledelse, facilitering, gennemslagskraft, pitch mv. 60-70 % af undervisningen foregår med professionelle branchefolk som undervisere. Du vil komme til at samarbejde med borgere, organisationer, foreninger, virksomheder og kommunale aktører.

Gennem tiden har vi samarbejdet med blandt andet Nørrebro Teater, Københavns Musikteater, Rapolitics, Medborgerne, Ungdommens Røde Kors, Dansk Arkitektur Center, Teater Grob, Metroselskabet, 48 TIMER, Nørrebros Lokaludvalg, Københavnerteamet, Rabarberbladet, Statens Museum for Kunst, Miljøpunkt Nørrebro, TagDel, Hot Spot Nørrebro, Right to Movement, Blågardens Bibliotek, 2200Kultur og Verdens Kulturcenter.

Se her nogle af de tidligere projekter

Vigtige datoer for ansøgningsforløbet:

Vi skal modtage din ansøgning senest den 14. maj kl. 23:59. Hvad den skal indeholde, kan du læse mere om her.

Efter den 14. maj går optagelsesudvalget igang med at gennemgå ansøgninger, og du får senest svar mandag d. 2. juni.

Har du brug for først at læse mere om uddannelsen, kan du gøre det her.

Og husk at du altid kan følge med i hvad der sker på Projektakademiet og i resten af KBH+ huset på vores Instagrams @projektakademiet og @kbhplus!

Vi glæder os til at høre fra dig!