Vil du være med til at udvikle og drive en fredagscafé for unge?

I AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA) søger vi dig, der vil medvirke til at udvikle og drive en fredagscafé for alle unge (18+) – med eller uden psykiske sårbarheder.

Vi ønsker at skabe et mangfoldigt, inkluderende og alkoholfrit ungemiljø, hvor nye møder opstår via sociale og kulturelle events.

Det vil foregå fredag eftermiddag og aften, hvor andre sociale tilbud til unge med psykiske sårbarheder typisk har lukket. Vi forestiller os, at et event kan være en lille koncert, en brætspils-café, en film-aften, en kreativ workshop, en banko- eller quiz-aften eller andet.

Du er meget velkommen til at byde ind med lige præcist dit interesseområde! Vi søger frivillige både med og uden egne erfaringer med psykisk sårbarhed og søger dig, der har lyst til at prøve kræfter med afvikling af events og relationsarbejde til glæde for det københavnske ungemiljø.

Vi søger frivillige til forskellige roller, såsom:

• Event-koordinatorer (planlægning og afvikling af fredagens event)
• Socialværter (modtage dem, der kommer samt skabe rammerne for et trygt og inkluderende fællesskab)
• PR-ansvarlige (reklamering for de forskellige events på sociale medier, til samarbejdspartnere mv.)
• Madlavnings-hold (tilberede aftensmad ifm. eventet)
• Følge-makkere (støtte unge, der har svært ved at komme til ASPA ved at følge dem herhen)

Vi tilbyder:

• Et hus med gode rammer til afholdelse af mindre events
• Et inspirerende og trygt fællesskab, hvor der løbende afholdes sociale arrangementer for frivilliggruppen
• Kurser og supervision
• Løbende samtaler med ASPAs frivillighedskoordinator for at sikre, at du trives som frivillig hos os
• Indblik i og erfaring med socialpsykiatrien
• Mulighed for at være medvirkende til at skabe et mangfoldigt fællesskab blandt unge i København

Vi forventer:

• At du er åben, nysgerrig og anerkendende i din tilgang til mennesker
• At du er mødestabil
• At du kan være her i min. et halvt år, hvor du deltager i et event 1-2 gange om måneden i tidsrummet ca. 16-22 (+ evt. forberedelse)

Hvis det lyder som noget for dig, så send os en ansøgning via linket her, hvor du skriver lidt om dig selv, og hvorfor du gerne vil være frivillig hos os. Vi læser ansøgningerne løbende.

Ønsker du yderligere information, er du altid velkommen til at kontakte Anne på 92 82 19 47 eller Bjørn på 51 82 21 73. Du er også meget velkommen til at kigge forbi til en rundvisning og en kop kaffe, så du får en fornemmelse af ASPA, inden du sender din ansøgning.

Mange ungetilbud i ASPA

Hvad er ASPA?