Ville du søge hjælp til at blive bedre forældre hos de mennesker, som kan fjerne dit barn?

Nej, vel og sådan er der et indbygget dilemma i vores velfærdssamfund, som i værste fald spænder ben for, at vi får hjulpet udsatte familier, som godt kunne være hjulpet, hvis de havde søgt og fået hjælp i tide.

Dette indlæg blev bragt i Berlingske Tidende som indlæg i en forkortet udgave. Du kan læse den i avisen her.

Med barnet først har regeringen valgt at lægge fokus på, at man skal kunne bortadoptere flere børn fra fødslen og i det hele taget have større fokus på at fjerne børn fra hjemmet.

Dette kan synes som en god ide, når den tidlige og forebyggende indsats, som vi har talt om i snart 20 år tilsyneladende ikke har virket.

Men jeg er nødt til at sige, at det ikke hjælper at erstatte retningslinjer, der ikke fungerer med at gøre noget, der er endnu mere radikalt og så tro, at det løser problemerne. Vi er ikke lykkedes med tidlig indsats og forebyggelse, fordi socialområdet er præget af manglende vidensopsamling og prioriteret forebyggelse.

Jeg har arbejdet på socialområdet i 25 år og til forskel fra de mange interessereorganisationer og eksperter, der udtaler sig på dette område, så er mine ben plantet i en organisation, hvor vi hver dag møder den virkelige verden. Vi møder de mennesker, der er blevet svigtet af en velfærdsmodel, hvor systemet er vigtigere end mennesket. Alle skal have deres ryg fri og udfylde diverse meningsløse papirer, før den egentlige hjælp igangsættes. Eller som en af landets store kommuner sagde på et møde: ”Ja det ville være godt at kunne prioritere forebyggelse, men vi har kun penge til at hjælpe dem, der har allermest behov”. Men så er det jo lige præcis alle de børn, som vokser op i et socialt udsat hjem, som ikke får den rette hjælp på det rette tidspunkt, fordi hjælpen først igangsættes, når der foreligger tilstrækkelige underretninger, der foreskriver, at kommunen skal handle.

Jeg har mødt ubeskriveligt mange familier, som ikke har fået den hjælp, de har tigget om, for blandt andet at kunne blive bedre forældre i en erkendelse af, at de ikke havde de forældrekompetencer, de havde brug for. Når man mødes af en mur af systemer og manglende hjælp, så giver mange op og prøver at gøre det så godt de kan på egen hånd. Hvilket i mange tilfælde ikke er godt nok. Man kan, hvad man har lært og hvis man er vokset op i udsathed uden den nødvendige omsorg, så er det svært at bære andet videre til sine egne børn, for hvor skulle man have lært det?

Hvis vi skal have de sårbare familier i tale, før det skal føre til tvangsfjernelse eller andre voldsomme forkastninger, så er regeringen nødt til at invitere andre aktører på banen, herunder civilsamfundsorganisationer.

Vi møder mennesket med relationen i centrum og har mulighed for at hjælpe uden at skulle tænke et helt system af regler og rammer ind fra starten.

For ja, vi har naturligvis indberetningspligt og når et menneske kommer for at få hjælp til at bryde med en voldelig adfærd, så ved vi også godt, at dette problem har konsekvenser for børnene. Derfor skal vi være sikre på, at vi rent faktisk kan hjælpe, så børn ikke vokser op i voldens skygge.

Det at handle akut på en underretning er noget af det mest alvorlige, systemet kan gøre i mine øjne. Vi skal altid gøre, hvad vi kan for at sikre, at børn ikke vokser op med misrøgt, men jeg har mødt utrolig mange forældre, der gerne vil hjælpes til at blive bedre forældre men som af angst for de konsekvenser, det kan have at vise, at man har brug for hjælp til forældreskabet gør alt, hvad de kan for at skjule det for kommunen og de muligheder for hjælp, som ellers ville kunne hjælpe dem videre.

Jeg har mødt børn og forældre, der ønsker at blive sammen som familie, men som har brug for at få hjælp til at lære at være en familie. Måske vi skulle starte her, før vi griber til endnu mere radikale løsninger, hvis man kan kalde en bortadoption en løsning.

Eksempelvis har jeg mødt unge, som selv har været anbragt og når de så selv skal være forældre, så kan små problemer vokse sig store og uoverskuelige, fordi de ikke har den nødvendige værktøjskasse til at håndtere forældreskabet. Her kunne vi som udgangspunkt sørge for, at der er hjælp til rådighed, så vi i stedet for at vente på, at det går galt, er opmærksomme på den risiko, der er ved at vokse op i udsathed og den negative sociale arv, som i mange tilfælde kunne være håndteret forebyggende, hvis vi som samfund prioriterede forebyggelse og tidlig indsats i praksis.

I regeringens udspil lægges der også vægt på, at søskendebørn skal kunne fjernes, hvis der ikke er sket en mærkbar forbedring hos forældrene, men problemet er, at de fleste forældre til anbragte børn ikke får den fornødne hjælp efter, at barnet er blevet anbragt. Så kan man efter min mening heller ikke forvente, at der skal være sket de store ændringer, når barn nummer 2 kommer til.

Jeg forstår ikke, at der ikke er flere, der advarer og sætter fokus på, at vi i dag ikke lykkes med at hjælpe udsatte familier godt nok og at der er for lidt fokus på forebyggelse og reel hjælp til forældreskabet.

Jeg mener, at vi er nødt til at kvalificerer vores nuværende indsatser for at hjælpe udsatte og potentielt sårbare familier før, vi griber til det allermest indgribende – at fjerne andre menneskers børn.

Dette udspil er det mest voldsomme og indgribende udspil på socialområdet, som jeg har været vidne til. På vegne af de mange familier, børn og forældre som jeg har mødt gennem årene og som jeg møder i dag, vil jeg sige det højt igen: ”Hvad med at begynde med at tænke forebyggelse og tidlig indsats – for alvor denne gang”.

// Helle Øbo – adm dir. AskovFonden.