Lørdag den 10. august havde direktør i Dialog mod Vold, Eva Kjer Hansen en kronik i Jyllands Posten. Her satte Eva fokus på hvordan vi kan hjælpe børn i familier, hvor der er vold.
Du kan læse kronikken i JP eller se den her.
De negative konsekvenser i en familie af et alkohol-, stofmisbrug eller vold er sammenlignelige. Men lovgivningen om hjælp er vidt forskellig. Flere børn ville kunne hjælpes til en barndom uden vold.
Når en familie er ramt af problemer med misbrug eller vold, kan det have alvorlige og langvarige konsekvenser for alle familiemedlemmer.
Uanset om der er tale om et alkoholmisbrug, stofmisbrug eller vold, kan både børn og voksne opleve fysiske skader og helbredssvigt, psykiske problemer som angst, depression og manglende koncentration og sociale udfordringer med svigtende relationer og isolation. For børnenes vedkommende ved vi også, at der er større risiko for at udvikle eget misbrug eller voldelig adfærd, og at der ofte er udfordringer med opførsel, skole og trivsel.
Selv om konsekvenserne af misbrug og vold ligner hinanden er tilgangen til hjælp fortsat meget forskellig.
Når der er tale om et alkoholmisbrug eller et stofmisbrug, er lovgivningen klar. Der er ret til et behandlingstilbud inden for 14 dage.
Men når der er tale om vold, er der ikke en egentlig behandlingsgaranti.
Det er en mulighed. Som heldigvis flere og flere gør brug af.
Da vi i sin tid indførte en behandlingsgaranti for alkohol- og stofmisbrug, var det ud fra et ønske om at hjælpe flere ud af deres misbrug.
Samtidig var det begrundet i de store forskelle, der var i tilbuddene på tværs af landets amter og kommuner. Med handlingsprogrammet Det fælles ansvar ønskede den daværende regering at løfte indsatsen over for de svageste grupper, og her var det oplagt at tilbyde garanti for at komme i behandling for misbrug, så man fik hjælp, når man var motiveret for det. Derfor blev kommunerne forpligtede på at finde en behandlingsmulighed, inden for 14 dage efter at en misbruger havde henvendt sig.
Den samme indsats er der brug for i forhold til voldsudøvere.
Voldens omkostninger.
Vold har store omkostninger for den enkelte, for familie og børn og for samfundet. Undersøgelse på undersøgelse fortæller om prisen for volden. Der er de direkte udgifter til krisecentre, psykologhjælp, behandling i sundhedsvæsenet og psykiatrien, politiet og retssystemet.
Der er de menneskelige tab af selvværd, trivsel og livskvalitet. Og måske manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kriminalpræventive Råd fik for nogle år siden Rambøll til at undersøge de samfundsøkonomiske omkostninger ved vold. Undersøgelsen nåede frem til, at udgifter på grund af voldshændelser i 2015 beløb sig til 2,3 mia. kr. for samfundet.
Børnene betaler den største pris.
Den allerstørste pris betaler de børn, der uanset om de oplever volden direkte eller indirekte, ofte Et barn, der overværer vold i familien, er typisk tynget af skyld og skam over volden og har øget risiko for selv direkte at blive udsat for vold, at få posttraumatisk stress og at præstere dårligt i skolen.
Dertil kommer risikoen for, at vold fører til anbringelse eller kræver behandling af somatiske eller psykiske lidelser. I 2017 vurderede SFI at ca. 5 pct. af børnene i Danmark vokser op i familier med registrerede voldsepisoder, inden barnet fylder otte år. Det svarer til, at der i hver skoleklasse sidder mindst ét barn, der har oplevet vold i familien.
Det er vanskeligt at sige præcist, hvor mange personer der er udsat for vold. Vi har kun tal for den vold, der bliver registreret, men der er givetvis et højt mørketal.
Volden forekommer i mange former og varierer i omfang og belastningsgrad.
Der er den fysiske vold, som er nemmest at forholde sig til.
Men så er der også den psykiske vold, som vi endelig fik kriminaliseret i 2019. Og så er der digital-, seksuel- og økonomisk vold og stalking. Gennem årene har der mest været fokus på at hjælpe ofrene for vold.
Hvordan ofret og børnene kunne hjælpes videre i livet og få bearbejdet den vold, de har været udsat for eller set finde sted. Senest er der endelig sket en ligestilling af krisecentre, så der nu er det samme regelsæt for hjælp til mænd, der er udsat for vold som til kvinder, der er udsat for vold. For mænd bliver også slået. Og blandt voldsudøvere er der også kvinder.
Det er stadig meget tabubelagt at tale om vold.
Vold er ofte forbundet med skam, afmagt, skyld, sorg og vrede, og både for udøver og offer er det svært at erkende, at volden rent faktisk finder sted. Skal det som samfund lykkes os at nedbringe omfanget af vold, skal vi lære at tale mere åbent om, at vold foregår.
Og acceptere, at det er svært ved egen viljestyrke at ændre adfærd.
Det var det, vi gjorde i forhold til alkohol- og stofmisbrug. For bare få årtier siden var der også et tabu at tale om alkoholmisbrug og om, hvor ødelæggende det kunne være for familiens trivsel.
I dag betragtes det som helt naturligt, at lægen i forbindelse med sygdom spørger ind til alkoholforbruget, og at jordemoderen spørger den gravide, om der er udfordringer med et for stort alkoholindtag.
Tidligere alkoholikere er sågar blevet rollemodeller ved at stå frem og fortælle deres historie om, hvordan de gennem behandling er blevet hjulpet til en tilværelse uden alkoholmisbrug. Det samme gør tidligere stofmisbrugere.
Det er så modigt og lige præcis det, der skal til for at give håb og motivation for andre til at ændre deres situation.
På samme vis skal vi have brudt tabuet omkring vold. Så flere kan komme i behandling og færre børn vokser op med vold i hjemmet.
Ved at indføre en behandlingsgaranti vil samfundet vise accept af, at voldsudøvere kan have brug for hjælp til at stoppe deres voldelige adfærd.
Ligesom ved alkohol- og stofmisbrugsbehandling er den enkeltes motivation afgørende for effekten af behandlingen, hvorfor ventetiden, når man har besluttet sig for at søge hjælp, ikke må være for lang. Vi vil kunne hjælpe mange flere familier til en tilværelse uden vold i hjemmet og dermed til øget livskvalitet og mindre overdødelighed på grund af vold. En behandlingsgaranti for voldsudøveren vil udover at være en tiltrængt hjælp til udsatte familier, også kunne vise sig i den grad at være en samfundsmæssig god investering.
Når vi i Dialog mod Vold efterfølgende spørger klienter, der har gennemgået et forløb, om de har stoppet deres voldelige adfærd, viser tallene at tre ud af fire er holdt op med at være voldelige.
Den positive effekt af behandling er rimelig markant og viser, at det er en god investering at forebygge vold.
Alligevel er det meget forskelligt, om og hvordan kommunerne agerer i forhold til vold. De indsatser, som kommuner tilbyder borgere berørt af partnervold, afspejler i høj grad de lovgivningsmæssige forpligtelser. Kommunerne er for eksempel forpligtede til at tilbyde voldsudsatte et krisecenterophold og iværksætte indsatser, hvis et barn mistrives.
Men når voldsudøvere ikke er særskilt nævnt i lovgivningen, er det sværere at prioritere målrettede indsatser, der ville kunne forebygge vold og måske mindske behovet for andre indsatser. Også det vil en behandlingsgaranti kunne råde bod på.
Med en behandlingsgaranti til voldudøvere vil vi sætte – ligesom med behandlingsgarantien for alkohol- og stofmisbrug – handling bag ordene om, at vi ønsker, at flere børn skal have en god start på livet og få en tryg opvækst.